Øget sikkerhed for skibstrafikken gennem de danske farvande

Økonomi- og Erhvervsministeriet

27/05-2004

Regeringen iværksætter nye initiativer til overvågning af skibstrafikken i de danske farvande til og fra Østersøen. Der passerer årligt op til 60.000 skibe gennem de danske farvande, og antallet af store tankskibe stiger. Denne trafik medfører en risiko for en alvorlig miljøulykke, og regeringen ønsker at iværksætte initiativer til at nedbringe denne risiko.




Regeringen har på baggrund af en rapport om sejladssikkerhed vedtaget en handlingsplan. Såvel rapporten som handlingsplanen offentliggøres i dag. Bag rapporten står Forsvarsministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Miljøministeriet, Finansministeriet samt Udenrigsministeriet.




”Desværre har vi allerede været ramt af alvorlige ulykker i de danske farvande, og den stigende trafik af især store tankskibe gør det tvingende nødvendigt at vise omhu i rette tid”, siger økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen og forsvarsminister Søren Gade. ”Vi har store forventninger til, at de mange tiltag i den nye handlingsplan øger sikkerheden væsentligt blandt andet gennem øget anvendelse af lods. Vi forventer endvidere, at det vil have en præventiv effekt, at alle skibe, der udgør en særlig risiko ved, at der bliver holdt øje med dem”.




Handlingsplanen skal sikre, at de vigtigste forslag i rapporten sikres fremdrift. Her kan især nævnes:


Anråb af alle større skibe, når de bevæger sig ind i dansk farvand, idet skibene bliver oplyst om, at de er overvåget under passagen, og bliver orienteret om forhold vedrørende anvendelse af lods, sejladssikkerhed og havmiljø.

Etablering af en infrastruktur navnlig bestående af kystbaseret radardækning samkørt med landbaseret AIS (automatisk identifikationssystem) til brug for overvågning og sejladsvejledning.

Kontinuerlig overvågning af skibe, der udgør en særlig risiko.

Pilotprojekt med landbaseret sejladsvejledning i et afgrænset område.

Overvågning/sejladsvejledning for relevante skibe i nærmere definerede farvandsafsnit.

Det automatiske identifikationssystem (AIS), som alle større skibe skal være forsynet med inden for en kort tidshorisont, bliver suppleret med landbaserede modtagestationer, der skal være på plads næste sommer. AIS giver bl.a. Søværnets Operative Kommando (SOK) identifikation af gennemsejlende skibe og oplysninger om skibets sejlads. Når oplysningerne sammenholdes med et radarbillede, der forbedres væsentligt ved modernisering og udbygning af søværnets kystradarsystem, er grundlaget tilvejebragt for en meget tættere overvågning af skibstrafikken end den, vi hidtil har kendt.




Regeringen nedsatte i efteråret 2003 et udvalg, der skulle se på mulighederne for øget anvendelse af lods, samt styrket overvågning af sejladssikkerheden med repræsentanter for ministerier og styrelser med maritime opgaver. Udvalgets rapport er netop offentliggjort, og det er udvalgets anbefalinger, som er grundlaget for regeringens initiativer.




Når AIS og de nye, forbedrede kystradarer er etableret, er der tillige skabt teknologisk grundlag for f.eks. sejladsvejledning fra land og tæt overvågning af særlige risikoskibe og af skibe i særligt risikable farvandsafsnit. De nye systemer åbner endvidere mulighed for, at man kan tilbyde lodsning fra land – i første omgang på forsøgsbasis.




Udvalgets rapport med tilhørende handlingsplan kan læses på følgende hjemmesider: http://www.fmn.dk og http://www.oem.dk








ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

Google
Web Site