Aftale om udlændingelovgivning med DF og S

Integrationsministeriet

18/09-2003

Regeringen har i dag med Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti aftalt, at der skal gennemføres en ændring af reglerne om tilknytningskrav ved ægtefællesammenføring.

Efter aftalen skal der ikke stilles tilknytningskrav i tilfælde, hvor den ægtefælle, der ønsker at få en udenlandsk ægtefælle til Danmark, har haft dansk indfødsret i 28 år. Det samme vil gælde for en udlænding, der fra barnsben har boet uafbrudt i Danmark i mindst 28 år.

Der skal samtidig gøres en yderligere indsats mod ægteskaber, der indgås mod eget ønske under tvang eller pres.

Derfor er parterne enige om,

- at der som udgangspunkt skal gives afslag på ægtefællesammenføring, hvis ægtefællerne er nærtbeslægtede, og

- at tidligere ægtefællesammenføringer i familien, herunder med nærtbeslægtede, nu skal tale for, at ægteskabet ikke anses for indgået efter ægtefællernes eget ønske.

Parterne er endvidere enige om følgende forslag på udlændingeområdet:

- Der skal ikke være adgang til ægtefællesammenføring i 10 år efter, at den herboende ægtefælle er dømt for vold mod en ægtefælle eller samlever.

- Forældre skal ikke kunne sende deres børn på genopdragelsesrejser til hjemlandet og først lade dem komme til Danmark kort tid før deres 18 års fødselsdag. Det skal modvirkes ved at ændre reglerne om familiesammenføring, bl.a. ved at nedsætte aldersgrænsen fra 18 til 15 år.

- Adgangen til familiesammenføring af børn skal begrænses, hvis én af forældrene bor i hjemlandet.

- Skærpet indrejsekontrol af flygtninge med rejsebegrænsning i passet med henblik på at klarlægge, om de pågældende har været tilbage i hjemlandet, for dermed at sikre, at der rejses inddragelsessager, når der er grund hertil.

- Krav om selvforsørgelse for udenlandske religiøse forkyndere og deres familie som betingelse for opholdstilladelse.

- Krav om, at udenlandske religiøse forkyndere kan dokumentere relevant baggrund og tilknytning til et trossamfund i Danmark, som betingelse for opholdstilladelse.

- Krav om, at udenlandske religiøse forkyndere taler dansk, som betingelse for ret til at foretage vielser mv.

- Krav om, at udenlandske religiøse forkyndere både i og uden for deres virke viser sig værdige til den tillid, som samfundet viser dem ved at give dem ret til at foretage vielser mv.

- Opstramning af reglerne om udlændinge på tålt ophold, jf. Folketingets behandling af sagen om den krigsforbrydermistænkte tidligere irakiske hærchef og dennes forsvinden.

- Skærpet kriminalisering af bistand til ulovligt ophold, så straffen bliver ubetinget fængsel, hvis bistanden sker for vindings skyld eller i gentagelsestilfælde.

- Udvidelse af adgangen til at standse sagsbehandlingen, når ansøgeren er forsvundet. Efter de gældende regler behandles en ansøgning om genoptagelse af en asylafgørelse eller en afgørelse om humanitær opholdstilladelse ikke, hvis myndighederne ikke er bekendt med ansøgerens opholdssted. Denne adgang udvides til også at omfatte behandling af førstegangsansøgninger om humanitær opholdstilladelse mv.




ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

Google
Web Site